Wozniacki skal være glad for sit held

Det vil være en fornærmelse af de større, hvis man drister sig til at forklare en tennisspillers succes alene med tilfældigheder.

Ingen når toppen uden talent, hårdt arbejde og mentalt overskud, ingen opnår en sejr i en given turnering uden de samme kvaliteter, men alligevel er det relevant at fokusere på god gammeldags medvind, når man kigger på Caroline Wozniacki og hendes uventede opblomstring i US Open.

Fredag aften spillede hun sig frem til fjerde runde i sæsonens sidste grand slam, dér har Caroline Wozniacki ofte befundet sig, men i år er det noget af en bedrift efter ni måneder med historisk ringe resultater.

Wozniacki efter US Open-sejr: Jeg hører til i toppen

Kun én gang før i 2016 har den tidligere verdensetter formået at vinde tre kampe i samme turnering, årets allerførste i Auckland, siden februar har hun kun noteret sig to sejre i træk ved én lejlighed, så en trio af succesoplevelser og endda i US Open vil naturligvis få folk til at vågne og spørge, om hun pludselig er begyndt at spille med to ketsjere, har fået påsat et ekstra ben eller har gennemgået en spillemæssig forvandling.

Held er nøglen

Ingen af delene; groft sagt har Caroline Wozniacki mestendels bare været heldig efter en periode, som i hendes egne øjne har været præget af det modsatte.

Undervejs i sit fald mod den kedelige ende af verdensranglistens top 100 har hun gang på gang afvist at være pensionsmoden og har i stedet forklaret nedturen med gentagne skader samt dårlig lodtrækning og et uvenskab med de marginaler, der har vippet de afgørende point og sejren over til modstanderne.

Wozniacki udspillede rumæner med sjælden spillestil

Nu er hun fysisk ved at være oppe på 100 pct. igen og har til US Open været begunstiget af en endog særdeles fordelagtig lodtrækning. Til de fire grand slams er spillere uden for top 32 på verdensranglisten useedede og risikerer dermed potentielt at ramme ind i de selvsamme 32 forhåndsfavoritter.

I stedet for en dyst med eksempelvis Serena Williams eller Angelique Kerber fik Caroline Wozniacki imidlertid fornøjelsen af et møde med Taylor Townsend, en amerikansk verdensnummer 146, som nok slår hårdt, men som også er tung i bevægelserne og derfor blev tappet for kræfter i mødet med danskerens karakteristiske forsvarsmur af umulige returneringer.

Derefter ventede Svetlana Kuznetsova, nummer 10 i verden, som ekspederede Caroline Wozniacki ud af Wimbledon i første runde, men som også har en uheldig mani med af og til helt at tabe retningssansen.

Russer mistede grebet

Russeren kom foran 4-0 uden den mindste anstrengelse, men så klappede hun helt sammen, tabte de næste syv partier og slutteligt hele kampen med 4-6, 4-6.

Endnu lettere havde Caroline Wozniacki det mod Monica Niculescu, der er berygtet for sin mildt sagt uortodokse spillestil og et slagrepertoire af en anden verden. Med en konsekvent slicet forhånd er rumæneren endnu mere defensiv end selv Caroline Wozniacki, der reelt blot skulle bevare tålmodigheden og sine slag inden for stregerne for at vinde 6-3, 6-1, syvende sejr i lige så mange indbyrdes opgør.

Konklusionen bør derfor indtil videre være, at det er for tidligt at konkludere, om hun nu har fået stoppet flere års stagnation og omsider igen begynder at vise det niveau, som hun gennem hele krisetiden har erklæret sig overbevist om at kunne genfinde, når først bare de små skader holdt op med at hakke hendes rytme og træningsmuligheder i stykker.

Caroline Wozniacki skal dog have ros for selv at udvise større mod.

Omkring vendingen i første sæt mod Kuznetsova virkede hun til at give pokker i det hele og faktisk sætte fart i forhåndens angrebsslag, hvilket ellers altid har været hendes store udfordring. Af samme grund blev David Kotyza i foråret hevet ind som ny træner, men tjekken hoppede fra borde i den forgangne uge, og netop derfor kommer opturen ekstra belejligt for Wozniacki-lejren. Som efter det aflyste bryllup med Rory McIlroy i 2014 kan ydmygelsen få Caroline Wozniacki til at bide tænderne sammen og arbejde endnu mere determineret, og så kan det faktisk gå hen og blive rigtigt godt igen.

Alene de tre gevinster i New York står til at løfte hende fra en placering som verdens nummer 74 til 54, hvilket beviser, at ikke meget skal ændre sig, før hun genvinder selvrespekten, og de andre genoplever frygten for at skulle møde hende.

Næste potentielle offer for hævntogtet er Madison Keys, verdens nummer ni og udstyret med en tyngde og en vedholdenhed i angrebsslagene, som normalt får Caroline Wozniacki til at overgive sig.

Mod den upåagtede Naomi Osaka var amerikaneren dog nær skvattet og vandt kun takket være et comeback fra 1-5 i tredje sæt, så i søndagens kamp har Caroline Wozniacki al mulig grund til at tro på chancen for, at hun kan være dygtig – og heldig – nok til at nå kvartfinalen.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: