»Vi spillede ikke godt, vi spillede ikke som et hold«

Minsk

Frans Nielsen skøjtede foroverbøjet rundt i en lille cirkel for sig selv i den danske zone. Det samme gjorde Jannik Hansen i den modsatte faceoff-cirkel tættest på bænkene. Mens Hansen bare stirrede ned isen foretog Nielsen rystede kortvarigt på hovedet, inden spillet blev sat i gang igen.

Begge havde de også været på isen minutter forinden på samme tid som NHL-kollegerne Mikkel Bødker, Nicklas Jensen og Philip Larsen. Danmark var i overtal fem spillere mod tre slovenske. Uden det gav mål. På det tidspunkt i kampen stod der 1-0. Nu viste måltavlen 2-0 til Slovenien. Da hornet i hallen lød en sidste gang, var det blevet et mål værre.

60 minutter med det stærkeste landshold nogensinde uden en eneste scoring mod en nation, der lever en elevator-tilværelse mellem A- og B-gruppen i international ishockey.

Hvad der skulle have handlet om OL-kvalifikation og dansk idrætshistorie i Minsk handler nu i stedet om stolthed. For den er ramt, ifølge Nikolaj Ehlers.

»Det er det bedste danske landshold, der nogensinde har været til en officiel turnering, og nu står vi her og har tabt to kampe mod Hviderusland og Slovenien. Det var ikke det, som vi var kommet for,« sagde NHL-spilleren efter nederlaget.

Samme opskrift på nederlag

Med 5-2-resultatet mod Hviderusland i bagagen skulle Danmark vinde med minimum fire mål over Slovenien for at bevare et spinkelt håb om en plads ved vinter-OL. Det blev ikke på noget tidspunkt spændende, om det kunne blive muligt. I stedet gentog kampbilledet fra Hviderusland-opgøret sig. Danmark havde pucken mest, men blev tvunget til at skøjte mere rundt om målet end mod det af slovenerne. Danskerne så hverken ud til at være sammenspillet, energifyldte eller helt simpelt til stede gennem hele kampen.

»Det var selvfølgelig ikke det, som vi havde håbet på. Det er skuffende. Vi spillede ikke godt, vi spillede ikke som et hold. Det har vi ikke gjort i nogen af de her to kampe,« sagde Nikolaj Ehlers.

Præcis samme betegnelse brugte Peter Regin om de manglende kollektive indsats.

»Måden det sker på er meget, meget skuffende. Vi spillede ikke med samme identitet som under VM-turneringen. Det bliver for mange enkeltmandspræstationer og for mange, der vil for meget. Det er ikke et tegn på, at folk ikke vil det. Jeg tror måske det er fordi, folk vil det for meget. Vi spiller ikke altid som et hold. Vi tager nogle chancer frem i banen, som vi aldrig plejer at gøre i VM-turneringen. Det koster bare bagude,« sagde han.

OL-nedturen blev total for Danmark i Minsk

Debat om forberedelserne

De to store skuffelser bevarer blusset tændt under den suppe, som har kogt forud for turneringen omkring den korte danske forberedelsestid. De danske spillere har haft dage til at klar sig klar til turneringen, hvorimod Hviderusland har haft uger.

»Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal stille mig over for det spørgsmål. Selvfølgelig har nogle hold været af sted i to uger eller en måned, og det har vi ikke haft mulighed for. Men vi må bare sige, at vi kan helt sikkert lære en masse af det her, for vi var ikke klar til at spille turneringen. Vi var ikke klar til at komme ud og spille hårdt i 60 minutter,« sagde Nikolaj Ehlers.

Ehlers var en af otte danske spillere, som gik ind til OL-kvalifikationen uden kamptræning, da sæsonen i NHL ikke er gået i gang endnu.

Den situation har ikke hjulpet landsholdet, mente landstræner Janne Karlsson efter Slovenien-kampen.

»Havde NHL-spillerne haft tre-fire træningskampe havde det jo været ideelt. Men de muligheder har vi ikke haft,« sagde han, inden han gav sin evaluering af indsatsen.

»Der findes dem, som jeg er meget tilfreds med, og så findes dem der, som jeg er mindre tilfreds med,« lød det med både henvisning til holdet generelt og de bærende NHL-profiler.

Nu venter en ligegyldig kamp søndag mod Polen, inden Danmark ligesom i 2013 må forlade en kvalifikation uden en billet til vinter-OL.

»Vi bliver nødt til at komme ud mod Polen og vise noget mere. Det kan godt være, at den kamp ikke betyder ret meget, men det skal den gøre for os. Vi bliver nødt til at vise, hvad vi kan. Det vi har leveret i de seneste to kampe har simpelthen ikke været godt nok,« sagde Nikolaj Ehlers.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: