Var Løkkes Facebook-tale et »fint lille stunt« eller et fejlslagent forsøg?

Da Lars Løkke Rasmussen mandag aften satte sig til rette i statsministerboligen på Marienborg for at levere en velforberedt tale om regeringens 2025-plan direkte på Facebook, føltes det som en nytårstale i august.

Så langt rækker enigheden mellem de to eksperter, Benjamin Rud Elberth, ekspert i sociale medier samt digital strategi og taktik, og Filip Wallberg, journalistisk lektor på Syddansk Universitet med fokus på blandt andet sociale og digitale medier.

For mens førstnævnte mener, at statsministeren fik det ønskede ud af eksperimentet, mener lektoren, at indholdet og brugernes opmærksomhed omkring projektet haltede.

Regeringen foreslår topskattelettelser i 2025-plan

»Det føltes lidt, som om statsministeren var hoppet ud af mit tv og ind på Facebook uden at forstå præmissen for de sociale medier,« siger Filip Wallberg til Jyllands-Posten.

»Han var enormt distanceret for os som brugere i forhold til sin tale og fremtoning. Det undrede mig, at han holdt en så klassisk tale og slet ikke udfordrede formen eller inddrog de brugere, der undervejs skrev kommentarer til videoen. Det var en monolog, hvor han ikke greb de muligheder, der var for dialog med brugerne, og samtidig blev indholdet alt for komplekst,« siger han.

Selvom Benjamin Rud Elberth er enig i, at der var tale om en – for sociale medier utraditionel – envejskommunikation, er han anderledes positiv i sin vurdering af videoen.

»Det var et fint lille stunt fra Lars Løkke Rasmussen, der fik det ud af det, han ville. Han fik sendt en besked ud til danskerne, uden at journalisterne fik lov til at bestemme, hvordan tingene skulle fremstilles. Det er positivt for Venstre og godt gået af dem, at de fik produceret et stilistisk flot produkt, som blev livestreamet på blandt andet JP.dk og nu kører på TV2News,« siger han til Jyllands-Posten.

Han mener, at mandagens video var en effektiv måde at kommunikere statsministerens budskab ud til danskerne.

»Det var et signal om, at han er folkelig og villig til at tage de digitale medier i brug, ligesom det fungerede som en effektiv envejskommunikation for ham. Det er ikke sådan en video, man normalt ville se på de sociale medier, men allerede nu har han fået stor omtale og blandt andet fået Twitter til at koge,« siger Benjamin Rud Elberth.

Omkring 9000 danskere streamede videoen undervejs, da opmærksomheden var på sit højeste, og mens Benjamin Rud Elberth ikke mener, at det er det afgørende for at måle effekten af videoen, mener Filip Wallberg, at det er med til at gøre videoen fejlslagen.

»Selvom man ved, at flere formentlig vil se den i de kommende dage, er det et utrolig lavt tal sammenlignet med det antal seere, han ville kunne have nået ved at lave et liveinterview i TV-Avisen eller i Nyhederne. Det har selvfølgelig givet ham noget omtale at gøre det her, men jeg er ikke sikker på, at det vil overhale den effekt, det ville have givet at gå på live i en nyhedsudsendelse,« siger han og slår fast.

»Det har ikke overbevist mig om, at den her slags videoer er en gylden mulighed for politikerne at kommunikere deres budskab ud på«.

Danmark sparer tre milliarder på færre asylansøgere

Omvendt mener Benjamin Rud Elberth, at man i fremtiden formentlig vil se flere eksempler på politikere, der sender live-videoer fra Facebook, særligt fra statsministeren, der traditionelt er langt fremme på de sociale medier, siger han.

Spørgsmålet er, om det er en positiv eller negativ tendens.

»Det er godt for den almindelige dansker, at de har mulighed for at få Lars Løkke Rasmussens fremstilling af tingene direkte fra hovedpersonen selv. Men det er ikke godt for journalister eller andre, der kæmper for at levere kritisk journalistik,« siger Benjamin Rud Elberth.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: