Valuta: Bølgegang afløst af blikstille op til jobrapport

Stilheden er igen sat ind på de internationale valutamarkeder tirsdag, hvor weekendens retoriske renteforhøjelse fra den amerikanske centralbank er indpriset i markedet, mens fredagens arbejdsmarkedsrapport allerede får investorerne til igen at træde ud på sidelinjen.

Den amerikanske dollars styrkelse oven på den amerikanske centralbankchefs tale på centralbankmødet i Jackson Hole, hvor Janet Yellen noterede, at den amerikanske økonomi nærmer sig Federal Reserves mål for beskæftigelse og inflation og påpegede, at det styrker scenariet for en renteforhøjelse, er indpriset med den futures-indikerede 34 pct. sandsynlighed for, at forbundsbanken vil forhøje renterne allerede næste måned.

Næste skridt i vurderingen af en eventuel renteforhøjelse bliver fredagens amerikanske arbejdsmarkedsrapport, hvor jobskabelse, lønningerne og til dels arbejdsløsheden står som indikatorer for septembers pengepolitiske mødeudfald.

“Dollarstyrkelsen ventes at blive genoptaget over resten af året. De faktorer, der bidrager til den stærke cykliske dollar er fortsat økonomisk vækst og USA’s divergerende pengepolitik fra de andre centralbanker,” vurderer chefstrateg Atul Lele fra Deltec International Group i Nassau i et notat ifølge Bloomberg News.

Men der er fortsat stor usikkerhed om den amerikanske bebudede renteforhøjelse, idet Fedral Reseve ikke har lagt skjul på, at frygten for en markant styrkelse af dollar vil ødelægge det amerikanske økonomiske opsving.

Euro koster tirsdag morgen 1,1170 dollar mod 1,1165 dollar mandag eftermiddag.

Dollar koster samtidig 102,15 yen mod 102,10 yen mandag eftermiddag, mens der går 114,10 yen på en euro tirsdag morgen mod 114,00 yen mandag eftermiddag.

/ritzau/FINANS

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: