Selvmorder kører ind i nye rekrutter i Yemen – 45 dræbt

En selvmordsbilbombe mod en af militærets baser i Yemens næststørste by, Aden, kostede mandag mindst 45 mennesker livet, siger kilder i nødhjælpsorganisationen Læger uden Grænser.

Kilderne siger, at mindst 45 lig er blevet bragt til hospitalet.

Angrebsmanden kørte mod en gruppe nye rekrutter ved militærbasen i den nordlige del af Aden. Militæret siger, at antallet af dræbte ventes at stige.

Angrebet skete, efter en koalition under ledelse af Saudi-Arabien i weekenden foretog nye luftangreb mod oprørere i det centrale Yemen. Her blev ni oprørere og syv civile dræbt uden for den sydvestlige by Taez.

Saudi-Arabien gik i marts 2015 ind i Yemen sammen med en arabisk koalition for at bringe landets sunnimuslimske præsident, Abedrabbo Mansour Hadi, tilbage til magten.

Det skete, efter at den shiamuslimske houthi-bevægelsen havde erobret store dele af landet, herunder hovedstaden Sanaa.

Koalitionen har optrappet luftangreb, efter at tre måneders fredsforhandlinger i Kuwait brød sammen tidligere i denne måned.

I koalitionen er foruden Saudi-Arabien også De Forenede Arabiske Emirater, Bahrain, Kuwait, Qatar, Egypten, Jordan, Marokko, Senegal og Sudan.

Over 6600 mennesker – overvejende civile – er blevet dræbt siden marts 2015, og over 80 procent af befolkningen i det forarmede land har behov for humanitær hjælp, viser tal fra FN.

Læger uden Grænser har trukket sit personale ud af seks hospitaler i det nordlige Yemen efter luftangreb tidligere på måneden mod et af organisationens hospitaler i landet.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: