Mystisk indbrud på kommunekontor: Tyve stjal telefoner i et aflåst skab, låste igen og forsvandt

Ved første øjekast ser det ud til, at vinduet er matteret for at undgå indkig. Men de mange stråler på ruden skyldes et indbrud, der natten til tirsdag kostede Aarhus Kommunes Center for Miljø og Energi på Grøndalsvej 1 tre bærbare pc’er.

I en anden krog af den store kommunale bygning vidner en træplade om, at centret, hvor folk kan henvende sig, når de f.eks. skal søge om byggetilladelser, også havde ubudne gæster tilbage i juli, hvor der ligeledes forsvandt tre computere.

Det lykkedes indbrudstyvene at smadre dørens store rude af kraftigt, ekstra hærdet glas, som netop var sat op for at undgå indbrud, fortæller sekretariatschef Lauge Clemmensen, der konstaterer, at afdelingen har været særligt hårdt ramt i den seneste måned med tre indbrud.

Ubudne gæster

Indbrud i det offentlige

  • Den seneste måned er flere kommunale afdelinger i Aarhus Kommune blevet ramt af indbrud.
  • Kommunens udgifter efter indbruddene er endnu ikke kortlagt.
  • Alene på tre centre er der tale om forventede udgifter i omegnen af 425.000 kr.:
  • Handicapcentret for Børn: Udgifter for anslået 150.000 kr.
  • Center for Miljø og Energi: Udgifter for 100.000 kr.
  • Familiecentret: Udgifter for 175.000 kr.

»Vi er jo et åbent hus, og vi har tidligere været ude for, at der er forsvundet noget i en skuffe, eller at en computer er blevet taget i et øjebliks uopmærksomhed. Men det her er helt usædvanligt,« siger han.

Også i den grønne kommunale bygning ved siden af kan Handicapcentret for Børn tale med om tyverierne. Her blev der i sidste uge stjålet 21 smartphones og ni iPads fra et aflåst skab, der blev låst igen, da tyvene forlod stedet, oplyser centerchef Rune Meyer.

Tyvene havde tilsyneladende fundet nøglen til skabet i en skuffe et andet sted i huset.

Men hvordan tyvene er kommet ind, er der ingen, der ved.

»Det er meget mystisk, hvad der er sket. Der er ikke nogen, som er tjekket ind med nøglebrikker efter arbejdstid, og der er heller ikke gået en alarm på det tidspunkt,« siger Rune Meyer.

Derfor arbejdes der nu med en noget usædvanlig teori:

»At der er nogen, som har gemt sig inde i bygningen og har ventet, indtil alle er gået hjem.«

Mistanke om overvågning

Længere nede ad bakken i den store kommunale bygning på Grøndalsvej 2 ved bowlinghallen har der ligeledes været tyveknægte på spil:

Den 23. juli brød tyve ind gennem et vindue i Center for Bostøtte i eget hjem, hvor der blev stjålet et endnu ikke opgjort antal pc’er.

Og i Familiecentret på samme adresse blev 20 spritnye computere i juli stjålet, natten efter at de var blevet afleveret i bygningen.

Natten til mandag var den gal igen.

»Denne gang tog de fem computere. De har smadret et vindue, lukket vinduet op og er gået ind. Det har de gjort begge gange,« konstaterer administrativ leder Peder Skov, der nu har bedt medarbejderne tage forholdsregler.

»Vi har besluttet, at der ikke længere skal være synlige computere på bordene, når vi går hjem. Så vidt muligt skal medarbejderne tage dem med, når de går,« siger han.

De bærbare computere må heller ikke stå synligt fremme efter lukketid hos Center for Miljø og Energi på Grøndalsvej 1. Her er det blevet indskærpet, at pc’erne skal gemmes, hvis ikke medarbejderne tager dem med hjem. Desuden bliver der i løbet af de kommende dage sat kameraer op, ligesom der er bestilt tilbud på udendørslamper med bevægelsescensorer.

Ifølge sekretariatschef Lauge Clemmensen koster disse præventive tiltag 50.000 kr. – og de er nødvendige, mener han. For han har en mistanke om, at der bliver holdt øje med bygningen, og hvor de bærbare computere står. Bl.a. fordi tyvene ved indbruddene er gået op ad trapper og flere hundrede meter hen til udvalgte kontorer for at finde deres udbytte.

»Langt størstedelen af vores medarbejdere har stationære computere, og når det så alligevel lykkedes at finde de bærbare computere, som i øvrigt alle er ”mærket”, kunne man godt have en mistanke om, at tyvene ved det på forhånd,« siger sekretariatschefen, der oplyser, at det vil koste cirka 10.000 kr. at udbedre tyvenes skader på vinduer og døre.

Bølge af indbrud i offentlige kontorer i Aarhus

Kommunen skal selv betale

Også hos Handicapcentret for Børn er der planer om at installere overvågningskameraer.

Udgifterne til disse præventive tiltag, at erstatte det stjålne udstyr og udbedre skaderne efter indbruddene, skal kommunen selv betale. Kommunen er nemlig selvforsikret, og således skal den enkelte afdeling selv betale omkostningerne eller få penge fra kommunekassen i stedet for at sende regningen videre til et forsikringsselskab.

»Aarhus Kommune er selvforsikret og har sat beløb af til at dække den her slags ting. Vi skal forhandle med kommunen om, hvordan vi får en kompensation,« siger centerchef Rune Meyer, der endnu ikke har opgjort, hvad tyveriet af handicapcentrets 21 smartphones og ni iPads koster, men anslår deres værdi til 150.000 kr.

It-chef om indbrud: Følsomme oplysninger er ikke i fare

Ifølge Østjyllands Politi har der været mindst 12 indbrud i offentlige institutioner i Viby mellem den 1. juli og den 17. august.

Politikommissær Vagn Martinussen konstaterer, at det sker af og til, at kommunens afdelinger bliver udsat for periodiske indbrud.

Og denne gang tyder det på, at det kan være den samme personkreds, som står bag indbruddene, forklarer han.

»Det er helt tydeligt, at det er bærbare pc’er, man går efter. Det kunne tyde på, at der er nogle, som ved, hvordan de nemt kan komme af med det,« siger han.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: