Med 180 km/t. på vej mod barrieren: »Det første, jeg tænkte, var: ”Den her kommer til at gøre ondt”«

Enhver almindelig bilist, der har været involveret i bare det mindste biluheld, kender følelsen i kroppen, når man atter sætter sig ud i bilen igen. Uanset om man bare har måttet bremse hårdt på en landevej, eller ens bil har kysset med kofangeren på en anden, sidder følelsen af, at biler er en skrøbelig størrelse, i kroppen, og man kører med større opmærksomhed.

Hvordan har man det så, når man kører ind i en dækbarriere med omkring ca. 250 km/t., som Kevin Magnussen gjorde under Formel 1-løbet på Spa-Francorchamps i sidste weekend?kevin

»Efter en kollision som den er det indlysende, at bilen er meget sikker, og at der ikke er alt for meget at bekymre sig om. Jeg vil trykke sømmet i bund og køre så hårdt som muligt igen,« sagde Kevin Magnussen ved pressekonferencen forud for søndagens grandprix på Monza i Italien.

Og det er ikke kun den 23-årige danske Renault-kører, der har det sådan.

Racerkøreren Casper Elgaard kørte for et år siden galt på Jyllandsringen under et løb i DTC-serien. På vej op ad langsiden snittede han Jan Magnussen, bilen kom ud af kurs, og Casper Elgaard mistede kontrollen over den. Med omkring 180 km/t. bragede han baglæns ind i køreværnet, hvorefter bilen snurrede og trillede langsom ud på banen.

Efter et par minutter kunne Casper Elgaard forlade den ved egen hjælp.

»Jeg nåede at tænke mange ting, mens jeg var på vej ud mod barrieren. Selvom det går så stærkt, føler man bagefter, at det er gået langsomt. Det første, jeg tænkte, da jeg røg rundt, var: ”Den her kommer til at gøre ondt”, og så trækker man hænderne til sig, spænder op i kroppen og forbereder sig på kollisionen og det stød, der kommer,« siger Casper Elgaard.

Genser man Kevin Magnussens ulykke, kan man også se Formel 1-køreren trække hænderne ind mod kroppen.

»Man trækker hænder til sig for at få dem væk fra rattet, for når man rammer barrieren, kan rattet slå frem og tilbage, når hjulene bliver trykket. Hvis man får hånden ind i rattet, kan man ende med at brække hånden eller tommelfingeren. Så det er bare om at få hænderne væk fra rattet, for man kan alligevel ikke styre noget, når man vender bagenden den anden vej med 200 km/t. Så er man bare passager og må håbe på det bedste,« siger Casper Elgaard.

Kevin Magnussen smadrede sin racer i det belgiske grandprix. Foto: Jan Sommer/Polfoto

Den seksdobbelt DTC-mester mener, at ulykker er en naturlig del af professionen for racerkørere.

»For de fleste racerkørere glæder sig bare til at komme i bilen igen for at få uheldet ud af kroppen. Det er svært at forklare, men når man har haft et stort uheld, tænker man, at det slap man godt fra, og så er den ikke længere. Så skal man bare i bilen og komme videre. For mit vedkommende tog jeg til Frankrig og kørte et europæisk Lemans-serieløb weekenden efter, og to uger efter til Norge for at køre DTC, hvor jeg tog poleposition og vandt det første løb. Jeg er sikker på, at det ikke er noget problem for Kevin, for han hopper bare i bilen og tænker ikke mere over det,« siger Casper Elgaard.

Da han kørte galt, blev han – som Kevin Magnussen – taget til det lokale hospital.

»Det kommer alle for en sikkerheds skyld. Jeg fik tjekket ryg og nakke, men kroppen tager selvfølgelig mod stød, som man godt kan mærke i lang tid efter. Jeg døjede med min nakke i lang tid og med ryggen, som jeg stadig har lidt problemer med, men det er mindre skavanker, som følger med. Så længe der ikke er noget brækket, og man kan sidde i sædet, så kører man igen,« siger Casper Elgaard.

Han mener dog ikke, at racerkørere kan blive vant til at køre galt.

»Men et crash er et crash, og det her var et stort et, men jeg brækkede hverken ben eller ryg, så konsekvensen var bare en ødelagt bil, og for køreren er der ikke mere i det. Man kan godt nogle gange tænke, at det var heldigt, og at det kunne være endt værre, men så glemmer man alt om det. Man hopper i bilen og så videre derfra,« siger Casper Elgaard.

For Kevin Magnussen var ulykken i Belgien ikke karrierens første. For fem år siden kørte han en Formel 3-racer direkte ind i barrieren i Macau, men slap med skrammer.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: