Læserbrev: Jeg er ikke ret stolt af at have haft prædikatet ”mobber”

I juni sidste år var jeg i Hillerød til mit 50-års studenterjubilæum. Efter den traditionelle translokation samledes vi på Spisestedet Leonora ved Frederiksborg Slot til frokost.

Vi sad klassevis, og jeg kom til at sidde over for en pige, som jeg havde gået i klasse med i syv år. Først i mellemskolen og siden gymnasiet. Frokosten var afslappet og hyggelig. Men den ikke længere helt unge, men stadig meget nydelige pige/kvinde, betroede mig, at jeg havde været familiens ”bussemand” i to generationer. Hovsa, havde jeg været så slem.

Drillet for at være rødhåret

Sagen var, at hun og jeg kørte i bus sammen mod vores hjem i Hammersholt. Hun var smukt rødhåret, og naturligvis blev hun drillet for dette.

Hvorfor? Jeg aner det ikke, for hun var både køn og klog. Men det må have taget på hende, og hun havde fortalt om det hjemme. Da vi en dag stod af bussen, stod der en hærdebred mand, hendes far. Han tog fat i mig – jeg har vel været 12 år gammel – og trak mig til side.

Han gav mig en skideballe, som jeg aldrig har glemt. Meget bestemt fik jeg at vide, at hvis jeg bare én gang til generede hans datter, ville der falde en masse brænde ned. Jeg blev faktisk så bange, at jeg ikke kan huske at have talt til eller med hende resten af skoletiden.

Jeg kan ikke huske, hvor meget og hvordan jeg havde drillet hende. Og det er sagen. Mobbere ved nok ikke, hvor meget man kan genere et andet menneske, men vedkommende kan bære rundt på det hele livet.

Uddelte begmand

Når en ny klasse begyndte på Frederiksborg Statsskole i Hillerød, blev de den første uge generet en hel del, buksevand osv. Enkelte blev udsøgt til lidt værre behandlinger.

Jeg kan huske en dreng, som var noget større end de andre. Mens andre holdt ham, gav jeg ham en begmand.

Fejt? Ja, og den episode kan jeg huske og er ikke stolt af.

Jeg var selv blevet mobbet i 1. klasse med den absurde begrundelse, at min far abonnerede på Zone-Redningskorpset og ikke Falck. Jeg overlevede det.

Tænk over det, skolebørn

Den rødhårede pige havde klaret sig godt i livet – men var nu lidt gråhåret. Og til sidst i frokosten sagde hun til mig: »Mikael, du er nu ret hyggelig. Jeg vil fortælle mine børnebørn, at de ikke længere skal være bange for dig.«

Det var jeg glad for. Men jeg er stadig ikke ret stolt af at have haft prædikatet ”mobber”. Tænk over det, kære skolebørn.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: