Læserbrev: Ansvarsfølelsen for fællesskabet er tilsyneladende forsvundet

Da skatteminister Karsten Lauritzen 26/8 fremlagde en ambitiøs og dyr plan for reorganisering af Skat, skete det bl.a. med ordene: »Vi skal nu se fremad.« En ofte benyttet kliché, når en politiker gerne vil lægge afstand til fejl, pinligheder eller egentlige skandaler.

I den nuværende situation er det da bestemt heller ikke lige så ubehageligt at se fremad som at se tilbage på den lange stribe uduelige skatteministre, vi har haft gennem snart mange år. Inden for de seneste seks år kan jeg tælle mig frem til otte af slagsen. Selvom vi går tilbage til 2004, hvor Kristian Jensen blev udnævnt til skatteminister, så har vi altså på 12 år haft ni forskellige ministre.

Hvordan kan man overhovedet drømme om, at en virksomhed kan fungere rimeligt med en så hyppig udskiftning af den allerøverste chef?

Alle skulle sætte aftryk

Dertil kommer, at de hver for sig har skullet sætte sit eget fingeraftryk på Skat, et par stykker – Kristian Jensen og Thor Möger Pedersen – ved masseafskedigelser og dertil idelige omorganiseringer, andre ved henholdende passivitet uanset de påpegede problemer ud fra devisen ”bare jeg overlever, så er ministerpensionen reddet, og mit liv som levebrødspolitiker kan fortsætte”.

En af de meget omtalte skandaler på det seneste er inddrivelsessystemet, som man har været nødt til at skrotte, da det aldrig er kommet til at fungere. Det har medført, at danskernes samlede gæld til det offentlige nu beløber sig til op mod 90 mia. kr. – et beløb, der er tæt ved at kunne finansiere en Kattegat-forbindelse.

Retfærdigvis skal det dog siges, at skønsmæssigt ca. 1/3 af denne gæld aldrig vil kunne inddrives uanset tilstrækkelige ressourcer (systemer og mennesker), da det af forskellige grunde kan være ulovligt (skyldnerens økonomi mv.). Men uanset dette står der et beløb af størrelsesorden 60 mia. kr. tilbage.

Det grundlæggende problem

Jeg skal ikke beskæftige mig med årsagerne til, at inddrivelsessystemet ikke slog til, men når denne skandale omtales i medierne, er det tankevækkende, at disse alene beskæftiger sig med det fejlslagne system. For hvad er så det grundlæggende problem?

Det grundlæggende problem er ganske enkelt, at et meget stort antal danskere tilsyneladende har en så ”rusten” moral, at man bare ikke betaler, hvad man rettelig skal til de offentlige kasser. Og lad os lige slå fast, at med det omfang, gælden har, er der ikke tale om enkelttilfælde.

Det generer tilsyneladende ikke disse mennesker, at andre skal betale for deres undladelser, for det er jo det, der bliver resultatet. Meget tyder på, at det højt besungne fællesskab er noget, der kun eksisterer i hovederne på visse naive politikere inden for Christiansborgs tykke mure.

Før en skam at skylde penge

Skruer vi tiden 50-60 år tilbage, var det en skam at skylde penge; ”man betalte enhver sit”, som det hed. Hvad er der sket siden? Vi har fået udviklet et velfærdssamfund.

Alle de gode sider ved velfærdssamfundet ufortalt har det tilsyneladende haft en meget negativ effekt. I et samfund, hvor ”alle betaler for alle”, er der tilsyneladende netop sket det, at den enkelte har mistet ansvarsfølelsen for dette samfund/fællesskab.

Der er udviklet en dominerende negativ ”jeg-kultur”, hvor man forsøger at få mest muligt til sig selv på bekostning af andre i modsætning til den positive ”jeg-kultur”, hvor man skaber sit liv ved egen kraft.

Den negative ”jeg-kultur” viser sig i det daglige på utallige fronter, bl.a. ved ovennævnte gældsopbygning. Der er her en ganske væsentlig opgave for politikere, medier og meningsdannere i at få ændret dette til en positiv ”jeg-kultur”, hvor man positivt bidrager til det (nødvendige) fællesskab og i videst muligt omfang skaber sit liv ved egen kraft.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: