Klimaforsker: Inden for to år vil man kunne sejle over Nordpolen

Inden for et til to år vil så meget havis være smeltet i det Arktiske Hav, at man frit kan sejle over Nordpolen til den anden side af Jorden.

Det vurderer én af verdens førende Arktis-eksperter, Peter Wadhams, som er professor ved Cambridge Universitet.

»De fleste mennesker forventer, at islaget vil være rekordlavt gennem sommeren i år. Næste år, eller året efter det, tror jeg, det vil blive isfrit om sommeren. Med det mener jeg, at det centrale Arktis vil være isfrit. Du vil kunne krydse over Nordpolen i et skib,« siger professoren til det engelske medie Guardian.

Han understreger, at der stadig vil være omkring en million kvadratkilometer is i udkanten af Arktis.

»Men det vil være stuvet ind i forskellige kroge langs den nordvestlige passage og dele af den canadiske kystlinje,« siger Peter Wadhams.

Global opvarmning kan have positiv effekt på koralrev

Professoren, som regnes for at være én af de første eksperter til at opdage, at isen begyndte at skrumpe i Arktis, peger på, at den forsvundne is ikke blot vil være et symbol på klimaforandringerne.

»Faktisk vil det have vidtrækkende konsekvenser og vil påvirke hele planeten og dens population,« siger han.

I sommerhalvåret på Arktis er der lyst døgnet rundt, og islaget virker som et beskyttende dække, der reflekterer solens stråler væk, uddyber Nikolaj Krog Larsen, klimaekspert og lektor ved Aarhus Universitet.

»Hvis havisen forsvinder helt om sommeren, så vil temperaturen stige lokalt, fordi du går fra at have en lys overflade til at have en mørk overflade, sådan at meget af solens stråler vil blive absorberet,« siger han.

Klimaforandringer: Landsby i Alaska stemmer om at flytte

Det har ikke direkte indflydelse på havets vandstand, men det varmere vand kan påvirke afsmeltningen af indlandsisen på Grønland, forklarer han.

»Der sker ikke noget med havniveauet, når havisen smelter. Det er ligesom at have en isterning i et glas vand. Selvom den smelter, så stiger indholdet i glasset ikke.«

»Det, som er problematisk, er, at det ændrer det lokale klima deroppe og gør, at det generelt bliver varmere i området. Det kan så øge afsmeltningen af indlandsisen. Men man er også bange for at havstrømmene måske kan ændre sig,« siger Nikolaj Krog Larsen.

Hvis havisen forsvinder, vil det også have store konsekvenser for områdets dyreliv, lyder det fra John Nordbo, som er klimaekspert og direktør for Verdensnaturfondens danske afdeling, WWF Denmark.

»Hvis havisen smelter over Nordpolen, får vi grundlæggende lavet kaos i fødekæderne og økosystemerne i det arktiske område. Hvad det her det kommer til at betyde for plankton, og hvor fiskene svømmer hen, det er fuldstændig uigennemskueligt, « siger han.

Han peger på særligt to dyrearter, som havisens smelten vil gå ud over.

»De forskellige isbjørnepopulationer får ekstremt svært ved at finde føde og må søge mod land. Det kan få rimelig dramatiske konsekvenser for dem. Og det er lidt det samme med hvalrosserne. De plejer at hvile ud på isflager, men må så søge ind mod land i store hobetal,« siger han.

Samtidig kan det påvirke dansk fiskeri, da nogle fiskearter søger nordpå.

»Sådan noget som makrellerne, som bevæger sig rundt i Nordatlanten, kan man sagtens forestille sig bliver påvirkede. Vi har allerede set, at der er kommet en ændring i, hvor man kan fiske dem i de sidste 8-10 år. De har været i de grønlandske og færøske farvande end i de danske,« siger John Nordbo.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: