Kevin Magnussen sendt på hospitalet efter voldsom ulykke

Spa

Kevin Magnussen er udgået af det belgiske grandprix, efter at han for fuld fart kørte ind i barrieren kort efter det berømte Eau Rouge-sving.

Danskeren mistede kontrollen over sin Renault-racer og bragede ind i en barriere lavet af bildæk.

Han kunne dog selv kravle ud af raceren, selvom at sammenstødet med barrieren var så voldsomt, at nakkestøtten røg i vejret.

Fra Renault-lejren lød det, at Magnussen var ok efter sammenstødet, og at han var blevet kørt til tjek hos løbslægerne, men de sendte ham videre til det lokale hospital til undersøgelse til hvad de kalder et “rutinetjek”. Ifølge Kevin Magnussen personlige træner, Thomas Jørgensen, er danskeren sluppet med skrækken, hvor meldingen lyder på, at han har et sår ved den venstre ankel.

Tv-billeder viste, at bilen løftede sig en smule, efter at han havde ramt curben i venstresvinget efter Eau Rouge, der går over i en langside. Her havde han så meget fart på, at bilen begyndte at slingre, og han mistede fuldstændig kontrollen, således at sammenstødet med barrieren var uundgåelig.  Ulykken skete på et sted, hvor de normalt kører omkring 290 km/t.

Hans Renault-racer blev så smadret, at løbsdommerne besluttede sig for sende alle kørere i pit, mens der blev ryddet op efter ulykken.

Kevin Magnussen havde ellers på det tidspunkt fået en fantastisk start på racet, da han lå nummer 8 efter at være startet som nummer 12.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: