JP mener: Løkke spiller stort ud

Så kom den længe ventede 2025-plan, der i den politiske debat efterhånden har opnået status som de tavler, Moses hentede ned fra bjerget. Sandheden er selvfølgelig, at det kan være mere end svært at se så langt frem i tiden med tanke på alle de uberegnelige, globaliserede og digitaliserede størrelser, der vil være en del af det samlede regnestykke. Men forsøget skal gøres, og der er kun grund til at kvittere højlydt for det oplæg til en 2025-plan, som i det seneste døgn er blevet præsenteret drypvis fra statsministeren.

At planen lanceres samtidig med, at det ordinære finanslovsforslag fremlægges, komplicerer tingene. Hvad er hvad, og hvorfor er nogle forslag en del af det ene og ikke det andet? Finansloven rækker et år frem, og 2025-planen skal signalere langsigtethed, men meget af det, der udskydes til 2025, burde gennemføres omgående – ikke mindst mange af skatteforslagene – men der er også en realpolitisk virkelighed på Christiansborg at tage hensyn til.

Vigtigst må være de mange rigtige tanker om, at hvis den danske model skal vise sig langtidsholdbar, skal incitamentet til at tage et job være markant større. At Lars Løkke Rasmussen nu omsider får udmøntet denne rigtige diagnose i et katalog af forslag, er 2025-planens største fortjeneste. Flere af de enkelte skatteforslag er ganske godt tænkt. Det gælder ikke mindst idéen om en topskattelettelse for lønninger op til én million kr. Så slipper man for at skulle forsvare sig mod de populistiske fordømmelser af, at whisky-bæltet ikke har brug for flere Ferrari’er.

Med op mod 800.000 danskere uden for arbejdsmarkedet – fraregnet folkepensionister og studerende – er spørgsmålet om arbejdsudbud helt afgørende. De demografiske ændringer i sig selv vil øge presset på de offentlige kasser yderligere, og det samme vil en fortsat tilstrømning fra ikkevestlige lande. Derfor handler det om at øge arbejdsmængden, men også produktiviteten i den offentlige sektor. Planen indeholder mange interessante bud på, hvordan det kan gøres.

Nu venter så det politiske spil på Christiansborg, og man kan såmænd blive helt træt allerede over de automatreaktioner, der lynhurtigt blev skrevet ud i både blå og rød blok. ”Velfærd frem for skattelettelser” har de socialdemokratiske spindoktorer sat som overskrift over partitoppens reaktion, og det virker som et bevidstløst ekko fra dengang, Helle Thorning-Schmidt ikke blev træt af at minde om, at skattelettelser kun gavner de ”aller-, allerrigeste” i dette land. Det er så primitivt, at det gør ondt; ikke mindst når man nærstuderer, hvem der i dag faktisk betaler topskat.

Lars Løkke Rasmussen har spillet modigt ud. 2025-planen er sine steder regulært visionær, mens den på andre stræk forekommer mere søvngængeragtig. Hvor er f.eks. det grundlæggende forsøg på et opgør med selve accepten af, at Danmark bare har verdens hårdeste skattetryk? Hvor er diskussionen om, hvordan det nuværende velfærdssamfund skal reddes med ind i den tiltagende globalisering?

Det bliver sikkert et højdramatisk politisk efterår. Lars Løkke kan ranke ryggen. Han har spillet stort ud, og ingen kan beskylde ham for på forhånd at fedtspille taktisk. På den måde er der en flot, lige linje tilbage til hans efterlønsudspil i 2011.

Det må briste eller bære. Hvis det brister, er valggrundlaget allerede på plads.

Modet til at tænke på næste generation og ikke kun næste valg er som bekendt, hvad der burde kendetegne flere politikere. Lars Løkke har gjort sit.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: