Indtjeningen styrtdykker på privathospitalerne

Det er langt fra lige så lukrativt at drive et privathospital i Danmark, som det var i de glade dage op til finanskrisen, da ordene privathospital og overbetalt nærmest var uadskillelige, skriver Finans.

Overskuddet hos de tidligere så omdiskuterede privathospitaler i Danmark er nemlig på bare ét år mere end halveret, selvom omsætningen ellers er steget mærkbart som følge af flere og flere opgaver. Det viser en gennemgang af regnskaberne for medlemmerne af Sundhed Danmark, brancheforeningen for privathospitaler og klinikker (tidligere BPK), som Finans har foretaget.

“Der er ikke nogen tvivl om, at det er rigtig svært at tjene penge i vores branche. Det skyldes, at vi er udsat for et markant prispres,” siger Nis Alstrup, adm. direktør for Aleris-Hamlet Hospitaler, der er det største, landsdækkende privathospital i Danmark.

Mens medlemmerne af brancheforeningen Sundhed Danmark i 2014 havde et overskud på lige over 25 mio. kr. efter skat, måtte de i 2015 nøjes med et overskud på lige under 11 mio. kr. efter skat. Det på trods af at medlemmerne, som står for ca. 85 pct. af branchens omsætning på lige under 2 mia. kr. om året, havde 129.000 patienter mod 103.000 patienter i 2014.

Prispresset kommer især fra Danske Regioner, men også fra forsikringsselskaberne, som har været gode til at forhandle lave priser.

Det har ikke været muligt at få et interview med Bent Hansen (S), formand for Danske Regioner, men han siger i en skriftlig kommentar til Finans, at regionerne er “både glade og tilfredse med de aftaler, vi har indgået med privathospitalerne”.

/ritzau/FINANS

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: