Hareide: Det er på søndag, at det gælder

5-0 sejren imod Liechtenstein onsdag aften i Horsens gjorde intet andet end at bekræfte troen på, at Danmark på et halvt år har formået at implementere en ny formation og mere aggressiv spillestil til den kommende VM-kvalifikation. Landstræner Åge Hareide har sit hold klar til kamp. Klar til søndag, når der for første gang i hans tid som dansk landstræner er point på spil, når Armenien med verdensstjernen Henrikh Mkhitaryan kommer til Parken.

»Jeg var glad for at se de offensive løsninger i forhold til bevægelsen i angrebet og tålmodigheden. Jannick Vestergaard var meget kreativ. Det er ikke nemt at finde plads, men når man har Højbjerg, Eriksen og Delaney på midtbanen får vi plads, og vi kunne også bruge Andreas Cornelius’ kraft, da han kom ind,« sagde Hareide.

Han afviste dog, at han har fået det absolut bedste afsæt til VM-kvalifikationen.

»I fodbold kan man ønske sig mange ting. Vi skal passe på, for selv om vi var gode i dag, skal vi også være det på søndag. Vi fik dog øvet det, vi skulle have øvet, og det var meget, meget vigtigt.«

Åge Hareide havde stort set valgt samme startopstilling som det hold, der vandt 4-0 over Bulgarien i Japan. Nu har Danmark lavet ni mål i de seneste to landskampe, og især Viktor Fischer har fundet en rolle på holdet som andenangriber, der er meget bevægelig og særdeles aggressiv i genpresset.

»Han er lidt anderledes end de andre. Han er hurtig på fødderne og kan vende sig rundt. Det er vigtigt, at han kan vise kvaliteten, og han er involveret. Derudover giver han os også en masse energi,« sagde Hareide om Fischer.

Simon Kjær og Pierre Emile Højbjerg udgik i pausen med slag i henholdsvis siden af maven og anklen, men de er klar til søndag ifølge Hareide. Den eneste udskiftning til startopstillingen synes at være, at Kasper Schmeichel erstatter Frederik Rønnow, hvis Leicester målmanden bliver klar efter sin operation. Dermed var William Kvist også valgt frem for Thomas Delaney som Pierre Emile Højbjergs og Christian Eriksen makker på midtbanen.

»Konstellationen Kvist, Højbjerg og Eriksen gjorde det meget godt i Japan. Thomas Delaney var en del af plan B sammen med Andreas Cornelius, fordi han kom ind med så meget kraft i straffesparksfeltet. Da er han meget farlig, og begyndte vi med Delaney, ville vi ikke have den samme mulighed for en indskiftning,« forklarede Hareide om sin beslutning på midtbanen.

Danmark spiller søndag kl. 18 mod Armenien i Parken.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: