Forfatter, fhv. direktør: Det er fup og fidus med besøgstal på bibliotekerne

37.654.264. Så mange besøgende var der ifølge Danmarks Statistik på de danske biblioteker i 2015. Problemet er bare, at det ikke passer.

Mange biblioteker er slået sammen med eller deler lokaler med borgerservice, turistinformation eller er fysisk placeret sammen med andre kulturinstitutioner som biografer og kulturhuse, men statistikken skelner ikke mellem besøgende til bibliotekerne og til disse institutioner.

Så når vi skal forny vores pas, eller en turist kommer på besøg, tæller det som besøgende i bibliotekets statistik på trods af, at det ikke har noget som helst at gøre med biblioteksvirksomhed.

Advokatvagt og studievejledning

Man kan også stille spørgsmål ved, om folk, der kommer til f.eks. advokatvagten, sundhedsplejersker og studievejledning, skal tælles med i biblioteksstatistikken, for her lægger biblioteket jo blot lokaler til aktiviteter, der kunne være foregået i mange andre kommunale lokaler. Det er heller ikke til at skille ud af statistikken.

Opgørelsesmetoden af besøgstallene er desuden usikker. Danmarks Statistik oplyser, at to tredjedele af bibliotekerne foretager en elektronisk totaloptælling, mens ca. en femtedel har foretaget en mekanisk/manuel totaloptælling. Resten laver stikprøvevise opgørelser over deres besøgstal. Man kan i hvert fald konkludere, at det ikke er en sikker måde at opgøre de besøgende på.

Tallet er alt for højt

Men man kan ikke konkludere, som Danmarks Statistik gør, at der har været en stigning i antallet af besøgende til bibliotekerne. Det kan lige så godt være et stigende besøg i borgerservice og hos turistinformation.

Så det er ”fup og fidus”, når Danmarks Statistik præsenterer et så præcist tal, for den præcision har på ingen måde hold i virkeligheden. Og tallet er alt, alt for højt. Men man kan slet ikke udelukke, at det er borgerservice og de andre funktioner, der har gjort, at besøgstallene på bibliotekerne ikke har fulgt bibliotekernes katastrofale udvikling.

Ramt af digitaliseringen

Siden 2009 er udlånet af cd’er faldet med 69 pct., og der bliver snart ikke udlånt cd’er, og udlånet af fysiske bøger er faldet med én million om året. Sidste år blev der lukket 35 filialer eller ca. 10 pct. af alle filialer.

Udviklingen er meget klar: Digitaliseringen betyder, at der bliver færre og færre fysiske materialer på bibliotekerne, og biblioteket bliver noget meget andet, end det vi kender i dag.

Bundlinjen er, at bibliotekerne befinder sig i en alvorlig krise, og at de står over for at skulle genopfinde sig selv. Den udvikling ændrer pyntede besøgstal ikke på.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: