Engelsk vrede over fransk Calais-forslag

Franske politikere vil have englænderne til at tage mere ansvar for flygtningelejren ved Calais. Det har borgmesteren i Calais-regionen, Xavier Bertrand, og de to franske præsidentkandidater Nicolas Sarkozy og Alain Juppé foreslået. De vil have den franske flygtningelejr opløst og lejrens indbyggere sendt til England eller hjem.

Den britiske indenrigsminister, Amber Rudd, afviser alle forslag. Det skriver den engelske avis Daily Mail.

Xavier Bertrand, borgmester i Calais-regionen, foreslog i går at oprette et såkaldt hotspot i flygtningelejren i Calais, så lejrens beboere, som alle vil til England, kan søge asyl, allerede inden de er på engelsk grund.

Skulle deres ansøgning blive afvist, ville man efterfølgende kunne sende de flere tusinde flygtninge retur til deres hjemland. Men står det til Amber Rudd, skal den nuværende aftale absolut ikke ændres. Ifølge Daily Mail kalder hun foreslaget for »en komplet dødssejler«.

Flygtningestrøm: Calais´ borgmester ønsker ny flygtningeaftale med Storbritannien

Den nuværende flygtningeaftale mellem Frankrig og England har hidtil gjort det muligt for englænderne at afvise mange flygtninge ved grænsen mellem de to lande. Den er lige nu placeret ved Calais for enden af Eurotunellen, der forbinder de to lande. Derfor stoppes mange flygtninge, allerede inden de ankommer til Storbritannien, og derved får de aldrig mulighed for at søge asyl i England.

Den franske regering forventer, at antallet af flygtninge i Calais når op på 10.000 i løbet af september. Foto: Jerome Delay/AP

Den aftale truer de franske politikere nu med at ophæve, så englænderne er nødt til at lade flygtningene komme til England, så de kan søge asyl. Det har Amber Rudd heller ikke noget tilovers for.

Amber Rudd har hele tiden givet udtryk for, at englænderne ikke vil tage ansvar for lejren, da Dublin-konventionen foreskriver, at flygtninge skal søge asyl i det første sikre land, som de ankommer til. Derfor bør de søge asyl i Frankrig, hvis det står til Amber Rudd.

Flygtningelejren, der går under navnet Junglen grundet den lovløshed og vold, som præger lejren, har med årene opnået samme størrelse som en stor dansk provinsby. I øjeblikket er der 9.000 indbyggere, og flere og flere flygtninge kommer til.

Ingen af de ankomne ønsker at blive i Frankrig, og de venter derfor med at søge asyl til, at de forhåbentlig kan komme til England.

Sarkozy kræver flygtningelejr flyttet fra Frankrig til Storbritannien

Nicolas Sarkozy og Alain Juppé, som begge stiller op ved præsidentvalget i 2017, mener, at lejren bør flyttes til England, da ingen af flygtningene ønsker at blive på den franske side af kanalen.

Det afviser Amber Rudd også, og hun bakkes op af den tidligere britiske ambassadør i Frankrig, Sir Peter Ricketts. Han frygter, at hvis England først begynder at åbne op for muligheden for at søge asyl i England, så vil strømmen af flygtninge mod den engelske kanal øges endnu mere.

Amber Rudd er tirsdag taget til Paris for at diskutere flygtningesituationen ved Calais med sin franske modpart den franske indenrigsminister Bernard Cazeneuve.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: