Eksperter: IS-forbindelse virker som propaganda

Det virker ikke plausibelt, at Mesa Hodzic, den formodede gerningsmand bag skyderierne på Christiania, handlede på ordrer fra IS. Det mener flere eksperter.

»Amaq vil gerne tage ansvar for rigtig mange ting, som Islamisk Stat måske ikke har noget at gøre med. Dertil kommer, at Københavns Politi ikke umiddelbart har fundet nogen indikationer overhovedet på, at det her er relateret til terrorisme. Heller ikke selvom han har tilknytning til Milllatu Ibrahim,« siger Matias Seidelin, graverjournalist på Jyllands-Posten med fokus på terrorisme.

Tidligt fredag aften kom det frem, at IS, gennem deres nyhedsbureau Amaq, hævdede, at skyderiernes formodede gerningsmand handlede på deres ordre.

De skrev:

»Gerningsmanden bag angrebet, der var målrettet politiet i København, er en soldat for Islamisk Stat og udførte angrebet som følge af opfordringen til at angribe lande i koalitionen.«

IS-nyhedsbureau: Mistænkt Christiania-skudmand var IS-soldat

Men den udmelding skal man tage med et gran salt, mener Matias Seidelin:

»Det virker umiddelbart som propaganda,« siger han.

Deniz Serinci, forfatter til bogen Terrorens Kalifat, finder ligeledes oplysningen fra Amaq usandsynlig.

»Jeg er stærkt i tvivl om, at Islamistisk Stat har noget som helst at gøre med Christiania og hashhandel. Hvis det var IS, der stod bag, tror jeg ikke, at det havde været så amatøragtigt. Her er der gøre med en mand, som vrister sig fri og skyder i desperation,« siger han til Ekstra Bladet.

Ifølge terrorforsker Magnus Ranstorp var nyheden ligefrem forventet:

»Det havde været mere overraskende, hvis Islamisk Stat ikke var gået ud og havde sagt det,« siger han til Ritzau.

Politiet har tidligere meldt ud, at hændelserne på fristaden ikke er relateret til Mesa Hodzics tilhørsforhold til den danske gruppering Millatu Ibrahim, der sympatiserer med IS. Ingen af eksperterne ser nogen grund til at betvivle politiets vurdering.

Om IS-forbindelsen siger Magnus Ranstorp:

»Vi skal lytte til, hvad politiet siger. Lige nu findes der intet konkret belæg eller teknisk bevis for, at det skulle være sandt.«

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: