Efter kritisk tale: Trumps latinamerikanske bagland vil ikke være med længere

Flere af Donald Trumps latinamerikanske rådgivere har meddelt, at de ikke længere vil støtte op om hans kampagne.

Det sker, efter Trump natten til torsdag holdt en noget kritisk tale i Phoenix, Arizona, hvori han bl.a. lovede, at han i sin første time som præsident ville oprette en deportationsstyrke for at smide to mio. kriminelle ud af landet.

Talen var i en særlig hård tone selv for Trump, mener Niels Bjerre-Poulsen, der er professor i amerikansk politisk historie ved Syddansk Universitet.

Og det har altså nu fået flere latinamerikanske rådgivere fra Trumps National Hispanic Advisory Council – et rådgivningspanel af latineramerikanske forretningsmænd, politikere og religiøse ledere – til at trække deres støtte til Trump og hans præsidentkampagne.

Det skriver bl.a. The Huffington Post.

Rådgivningspanelet er nedsat for at rådgive Trump og samtidig sprede hans politiske budskab i latinamerikanske lokalsamfund rundt om i landet.

En af de første fra panelet, der trak sin støtte, var immigrationsadvokaten Jacob Monty. På sin Facebook-profil skrev han bl.a., at Trump ikke var en ægte republikaner, og at »han tilsyneladende gerne vil tabe. Det kan han gøre uden mig.«

Efterfølgende er flere af rådgiverne kommet med lignende udtalelser og har meddelt, at de enten ikke vil stemme på ham, eller at de ikke længere vil rådgive ham. Nogle overvejer stadig deres standpunkt i forhold til den republikanske præsidentkandidat.

Trump i Mexico: Vi har ret til at bygge en mur på grænsen

Ifølge Niels Bjerre-Poulsen kan det få konsekvenser for Trump.

»Det er jo folk, der skal fortælle latinovælgerne, at det er okay at stemme på Trump. Når de så bakker ud, sender det et klart signal til deres vælgere og følgere om, at det ikke er okay,« siger han.

Men flere har påpeget, at Trump har brug for de latinamerikanske stemmer. Mitt Romney, der stillede op som præsidentkandidat for Republikanerne i 2012, tabte netop valget dengang, fordi det ikke lykkedes ham at mobilisere de latinamerikanske vælgere, fortæller Niels Bjerre-Poulsen. Romney fik kun omkring 28 pct. af deres stemmer – mens Trump lige nu står til mellem 12 og 14 pct.

»Derfor argumenter nogle, at han burde brede sin appel ud og håbe på, at det var nok til at give ham flere tilhængere blandt minoritetsvælgerne. Men en modsatrettet teori går på, at Trump til gengæld kan mobilisere så mange hvide vælgere – og særligt hvide mænd – der ikke før har stemt og dermed kan kompensere for tabet af minoritetsvælgere,« siger Niels Bjerre-Poulsen.

Ikke lang tid før talen i Arizona havde Trump været en tur til Mexico for at møde landets præsident, Enrique Peña Nieto, i Mexico City. Her lovede Trump bl.a. de mexicanske borgere, at han ville samarbejde med Mexico om at løse problemet med illegale immigranter og narkokarteller på tværs af landets to grænser. Hans diplomatiske tilgang til immigration havde fået flere af de latinamerikanske rådgivere til at sætte forhåbninger op om, at Trump måske ville bløde lidt op i sin retorik omkring immigranter.

Kampagnechef i modvind: Gammelt citat om voldtægt kan skade Trump

Men forgæves. For blot få timer efter holdt han altså en af sine mest immigrations-kritiske taler.

»Hans latinamerikanske rådgivere havde fået en klar forståelse af, at Trump med rejsen til Mexico havde forstået, at han måtte nå ud til en bredere appel. Men det var ikke bare det, han sagde i Arizona, men også måden, han sagde det på. Trump talte om de her mennesker med enorm foragt,« siger Niels Bjerre-Poulsen.

Selv om de to lidt modsatrettede signaler fra Trump kan virke forvirrende, så rammer Trumps skfitende attitude til immigration muligvis ned i en intern splittelse i kampagnen, mener Niels Bjerre-Poulsen.

»Der foregår nok en kamp blandt hans rådgivere bag kulissen, fordi der er uenighed om, hvordan man bedst vinder valgkampen: med støtte fra de latinamerikanske vælgere eller ved at mobilisere de hvide vælgere, der ikke før har stemt. Samtidig kan det også være Trump selv, der godt kan lide begejstringen fra sin retorik til vælgermøderne og derfor vender sig 180 grader,« siger han.

Niels Bjerre-Poulsen understreger desuden, at der efterhånden er et rimelig fastlåst billede af, hvor Trump står i forhold til immigration – og at det derfor kan være svært at vende folks synspunkter så langt henne i valgkampen.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: