Dong: Uenig i Elsam-dom om konkurrencemisbrug

Dong er uenig i, at det tidligere Elsam skulle have misbrugt sin dominerende stilling. Det har Sø- og Handelsretten ellers afgjort tirsdag formiddag.

Dermed har konkurrencemyndighederne fået medhold i sagen om konkurrencemisbrug på markedet for engrossalg af fysisk el i Vestdanmark i perioden 1. januar 2005 til 30. juni 2006. Elsam er siden blevet en del af Dong.

– Vi er uenige i dommen. Vi har i Sø- og Handelsretten vist, at de samlede omkostninger, som konkurrencemyndighederne har anerkendt, at Elsam kunne få dækket, er højere end de priser, som selskabet tog i den undersøgte periode. Desuden har Elsam og Konkurrencestyrelsen i en del af perioden haft en aftale om, at Elsam ikke måtte tilbyde salgspriser på den nordiske elbørs, der oversteg den højeste forventede pris i nabolandene. Elsam fulgte denne aftale, men i juni 2005 opsagde Konkurrencestyrelsen aftalen med tilbagevirkende kraft, siger koncerndirektør i Dong Thomas Dalsgaard i en meddelelse til fondsbørsen.

Dong har endnu ikke besluttet, om dommen bliver anket.

– Vi mener ikke, at Elsam har overtrådt konkurrencereglerne. Vi vil nu nærlæse dommens præmisser og tage endelig stilling til, hvorvidt vi vil anke dommen, siger Thomas Dalsgaard.

Fristen for at anke afgørelsen er 27. september 2016, fortæller Dong.

1106 sagsøgere med Energi Danmark i spidsen har anlagt sag mod Elsam med krav om erstatning for tab i forbindelse med konkurrencesagen. Erstatningssagen er dog for tiden sat i bero.

Dong har hensat 298 mio. kr. til dækning af eventuel erstatning baseret på Konkurrencestyrelsens opgørelse af forbrugernes tab i perioden 1. juli 2003 til 31. december 2006. Hensættelsen vil ikke blive ændret, da det ikke er erstatningssagen, som Sø- og Handelsretten har afgjort tirsdag formiddag, oplyser Dong.

Selskabet fastholder forventningerne til 2016.

/ritzau/FINANS

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: