Den bedste morgenmad: Kaffe og croissanter i den franske hovedstad

Fortovscaféer, croissanter og espresso karakteriserer for mange Frankrigs hovedstad Paris. Men det kan være svært at finde de gode steder i en by, der rummer et uoverskueligt antal caféer. Journalist Monica Grue, der har boet en årrække i Paris, giver her fem bud på byens bedste morgenmadssteder – fra den hippe kaffebar til den klassiske fortovscafé.

L’Éclair

Café, bistro og cocktailbar – L’Éclair kan det hele, så på et hvilket som helst tidspunkt af dagen kan man nyde en stund på den chic’e adresse i Rue Cler. Morgenmaden her er dog i særdeleshed et besøg værd. Fra menuen kan man enten vælge at få friskbagt viennoiserie (generelt croissant, pain au chocolat m.m.) eller en halv baguette, skåret over og serveret med en lille portion marmelade (prøv den fantastiske abrikos-marmelade). Fra kaffekortet vælger man en af de mange varianter – en café au lait, eksempelvis, og med dette følger selvfølgelig et glas friskpresset appelsinjuice.

I en af Paris’ hyggeligste gader, Rue Cler, ligger den lille café/bistro/cocktailbar – ja, den kan det hele – og her får man en rigtig lækker petit dejéuner. Foto: Monica Grue Steffensen

7 euro (ca. 52 kr) koster en sådan omgang, og lidt mere, hvis man skal have æg oveni. Menuer som denne finder man på samtlige af byens caféer, og typisk skal man give mellem 5-9 euro for kaffe, brød/viennoiserie og juice.

L’Éclair er den klassiske fortovscafé – men med ekstra kant og karisma. Den ligger i det eksklusive 7. arrondissement af byen, hvor relativt velhavende, ofte selvstændige, stilbevidste kvinder starter dagen med en espresso, mens de lader op til dagens ærinder.

Vintagemøbler, genbrug, fløjlssofaarrangementer, caféstole- og taburetter i metal, samt blomstrede tallerkener og kaffekopper præger indretningen, som er utroligt gennemført. Fra caféens terrasse kan man iagttage det livlige, ærkeparisiske gadebillede.

I brostensgaden Rue Cler finder man desuden et utal af charmerende små caféer, billedskønne blomsterbutikker, specialforretninger og meget mere. Om søndagen er her ekstra liv i gaden, og tit er her også loppe- og antikvitetsmarked.

Adresse: 32 Rue Cler
Læs mere på: www.leclairparis.fr/en

Café Charlot

På den anden side af gaden fra Paris’ ældste overdækkede marked, Marché des Enfants Rouges, ligger Café Charlot, der er indbegrebet af old-school, parisisk fortovscafé-charme. Caféen ligger i det hippe og historiske haut Marais, der grænser op mod Place de la République og er spækket med små caféer, franske designbutikker og chic’e gallerier. I området ligger desuden Hôtel Salé, der huser Picasso-museet, konceptforretningen Merci og en række andre hotspots.

Paris vrimler med morgenmadscafeer. En af de anbefalelsesværdige er hyggelige Café Charlot. Foto: Monica Grue Steffensen

Sid inde eller ude, og nyd den autentiske stemning og gennemførte decor. Få en økologisk omelet eller pain au chocolat, eller nyd en menu bestående af en valgfri kaffe eller the, en croissant, økologisk brød med syltetøj, friskpresset appelsinjuice og et æg. Tjenerne kan godt være en smule uhøflige (som byen har ry for), men man må se på det som en del af charmen.

Adresse: 38 Rue de Bretagne
Læs mere på: www.cafecharlotparis.com

Le Pain Quotidien

Le Pain Quotidien betyder “det daglige brød”, og konceptet blev født i Bruxelles i 1990, hvor den unge kok Alain Coumont åbnede den første af en lang række bagerier/restauranter. Han var træt af kvaliteten af det brød, der kunne købes i byen, og begyndte at bage sit eget. Til sit nyåbnede bageri købte han brugte møbler, og det præger også i dag indretningen i de mange restauranter, der minder lidt om gamle, hyggelige bondekøkkener med rustikke træmøbler.

Importeret, så at sige, fra Bruxelles: Le Pain Quotidien laver lækkert brød og bagværk – og så kan man nyde kædens egne (utroligt velsmagende) pâtes à tartiner. Foto: Monica Grue Steffensen

Ud over brød tilføjede Coumont blandt andet wienerbrød, salater og tartines til menuen, og i dag kan man nyde dét og meget mere på en af Le Pain Quotidiens mange adresser i Frankrigs hovedstad. Al maden her er økologisk, og mange kommer her ikke alene for brødet, men i særdeleshed også for kædens egne marmelader og pâtes à tartiner (smørepålæg).

Adresse: Adskillelige steder – f.eks. 97 Rue Rambuteau
Læs mere på: www.lepainquotidien.com

Musée de la vie Romantique

I det hippe og noget så charmerende pariser-kvarter kendt som New Athens gemmer der sig i nummer 16 på Rue Chaptal en kulturel treat ud over det sædvanlige. Følg brostens-indkørslen op til det lille hus, hvor kunstneren Ary Scheffer i sin tid boede og blandt andre George Sand og Charles Dickins kom. Det gamle hus, der sin vis ligner et lille dukkehus, i pastelfarver og beklædt med gamle skodder, er i dag hjem for en række kunstværker af Scheffer og samtidige kunstnere. I den tilhørende have og udendørscafé serveres forfriskninger fra en elegant glaspavillon, så på en lun forårs- eller sommerdag kan man nyde en kop kaffe og en croissant, mens man suger den nostalgiske følelse, der præger adressen, til sig.

Et stenkast fra Montmartre ligger Musée de la vie Romantique, hvor man kan nyde en kop kaffe og croissant i yderst fine og romantiske omgivelser. Foto: Monica Grue Steffensen

Kom om formiddagen, og start dit besøg med en lille petit dejéuner, efterfulgt af museumsbesøg. Entré til den permanente udstilling er gratis, og man behøver maksimalt at sætte en lille time af til museumsdelen, da huset med udstillingen er ganske lille.

Adresse: 16 Rue Chaptal
Læs mere på: www.vie-romantique.paris.fr

La Café Marlette

Rue des Martyrs er Paris’ måske mest charmerende gade. Den ligger for foden af Montmartre i det hippe SoPi (South Pigalle), hvor byens trendy unge som ældre hænger ud. Ud over – som Rue Cler – at rumme en række specialforretninger og parisiske fortovscaféer, byder gaden også på et par hippe kaffebarer og øko-caféer.

I det hippe SoPi (South Pigalle) finder man det hyggelige økobrunch-spot, Marlette. Foto: Monica Grue Steffensen

En af disse er La Café Marlette, der ligger i toppen af gaden. La Café Marlette startede som et mindre foretagende, der solgte økologiske kage- og brødblandinger, men senere blev det til den fine, lille café, der findes i dag. Her er morgenmaden en tand mere alsidig, og fra kortet kan man blandt andet vælge lækkerier som bananbrød, frugtkompot og det skyr-lignende fromage blanc. Prøv også deres suveræne scones. Stort set alt hos Marlette er økologisk, stemningen er utroligt hyggelig og charmerende, og når det er sommer kan man sidde i solen ud til den idylliske Rue des Martyrs og kigge på mennesker. Værd at nævne er desuden, at caféen får sine kaffebønner fra Coutume, der er en af Paris’ mest anerkendte specialkaffebarer.

Adresse: 51 Rue des Martyrs
Læs mere på: www.cafemarlette.fr

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: