»De sociale medier er lige nu mere truede end ozon-laget, når det kommer til afskyelige pige-personligheder«

På Instagram og Facebook er en anonym kvinde gået i krig med sit eget køn, og det hun kalder »afskyelige kvindepersonligheder.« Fra profilen Den Lyserøde Elefant uddeles den ene sarkastiske bredside efter den anden. Den Lyserøde Elefant kæmper imod danske kvinders fornedrelse af sig selv, siger kvinden bag i et interview med Berlingske.

»Jeg oprettede min profil på Instagram som resultat af flere års indebrændt arrighed over den måde, især kvinder udstiller sig på på de sociale medier. Folk er uærlige og opfører sig så gennemsigtigt i deres evindelige jagt på likes og anerkendelse, at det er en fornærmelse mod andres intelligens,« siger den 29-årige Lyserøde Elefant til Berlingske.

På Instagram har profilen i skrivende stund knap 63.000 følgere. Her ligger kvinden bag små tekstbeskeder op, som er henvendt til de danske kvinder. Nu har hun udgivet bogen ‘Den Lyserøde Elefants guide til sociale medier’, og tonen er hård. I introduktionen skriver hun:

»De sociale medier er lige nu mere truede end ozon-laget, når det kommer til afskyelige pige-personligheder, der sætter deres ødelæggende aftryk på cyber-kloden. Og ikke nok med at denne forurening giver os alle længere patter end min oldemors kussehår, så er denne tåkrummende opførsel med til at myrde vores køns værdighed; ét ulækkert duckface-selfie ad gangen.«

Katte og auberginer: Fotograf skjuler kønsorganer med virkelighedens emojis

Ifølge kvinden bag Den Lyserøde Elefant er kvinders opførsel på sociale medier med til at fastholde dem i undertrykkelse.

»Jeg bliver skuffet over mit eget køn. Vi kvinder er virkelig u-seje på de sociale medier i forhold til mænd. Vi spiller primært på megaoverfladiske strenge, som dybest set kan koges ned til: Hvem er flottest og lever det fedeste liv? Det sker samtidig med, at vi beklager os over at skulle leve op til samfundets krav. Men det er til dels selvforskyldt, når vi er så uærlige og på ingen måder afspejler virkeligheden,« siger hun til Berlingske.

Kvinden bag Den Lyserøde Elefant mener, at kvinder ikke er gode nok til at kritisere hinanden, og at kvinder ikke kan tåle kritik fra andre kvinder.

»Der hersker en totalt misforstået søstersolidaritet, hvor man bliver lynchet og udskammet som antifeminist, hvis man kritiserer sit eget køn. Men jeg synes, vi bør være stærke nok til at udvise mere selvironi og selvkritik – især på de sociale medier,« siger hun.

Bogen ‘Den Lyserøde Elefants guide til sociale medier’ udkom i torsdags.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: