Bluesfest på Boozestervig

»Vi har spillet de samme numre i 24 år. Er det ikke dejligt?«

»Jooooooooohhh.«

Forsanger Rune Herholdt får det forventede svar fra et tætpakket telt på Pustervig Torv, og et par minutter senere er teltet igen ved at koge over, da folket sætter fuld skrue på omkvædet til ”Ghostriders in the sky”.

»Yippie I aye, yippie I ohhh ohh, ghostriders in the sky.«

Det er fest, og det er festuge, og det er tradition med stort T, for selvfølgelig spiller Booze Brothers også i år på Pustervig Torv – eller ”Boozestervig”, som bandet kalder stedet.

Booze Brothers

Aarhusiansk Blues

  • Brothers-band startet i 1989.
  • De faste 10 medlemmer er:
  • Rune Herholdt, vokal
  • Morten Skott, guitar
  • Jesper Berg, trommer
  • Søren Graversen, orgel, keyboard & kor
  • Mikkel Fisker, bas
  • Jan Morre, trompet & kor
  • Peter Rasted, trompet & kor
  • Henrik Nuchel, trækbasun & kor
  • Michael Nielsen, tenorsax & kor
  • Nikolaj Schneider, barytonsax & kor

Sådan er det, og sådan har det altid været – i hvert fald i de seneste 24 år.

»Jeg mener, at vi spillede der første gang i 1993. Og siden har vi spillet der hvert år,« siger guitarist Morten Skott.

Han er det ene af kun to medlemmer, som har været med helt fra bandets start i 1989. Den anden er saxofonist Michael Nielsen.

»Ride, Sally, ride,« lyder det nu i teltet til klassikeren ”Mustang Sally”, som vist ikke er et rigtigt Blues Brothers-nummer, men det passer fint i blues/soul-stilen, og sanger Rune Herholdt, der til daglig er gospelinstruktør og leder af Aarhus Gospel Singers, arrangerer trestemmigt kor blandt publikum.

Mindst trestemmigt, kunne man godt tilføje, for ikke alle gæster rammer tonen helt rent, når fadøllen også skal passes.

For de 10 mand på scenen – fem blæsere og fem i rytmegruppen – er festugejobbene på Pustervig en fest af de helt særlige.

En vild stemning

»Det er jo mega fedt, for der er en vild stemning i det telt. Der er mange gengangere hvert år, men der kommer også nye til, som finder ud af, at blues stadig holder hele vejen. Rigtig mange, også unge, søger det ærlige og det levende i musikken for tiden, og det har blues- og soulmusikken,« siger Rune Herholdt.

Som musiker har han intet problem med at spille de samme numre hvert år med Booze Brothers.

»Det kan være befriende, at man ikke behøver at opfinde den dybe tallerken hver gang. At man ikke altid skal være firstmover. Hvis det var det eneste, jeg spillede, kunne det måske godt blive kedeligt, men vi spiller jo alle sammen også andre ting ved siden af,« siger Rune Herholdt.

Som juleaften

Guitarist Morten Skott elsker både det gamle og det nye.

»Booze Brothers på Pustervig i festugen er lidt som juleaften. Det er fedt, at festugen viser nye ting hvert år, men også fedt, at der stadig er plads til traditionerne,« siger han.

Hat og briller er en fast tradition for mange Booze Brothers-fans. Foto: Tobias Nicolai

Det samme mener festugechef Rikke Øxner.

»Traditionerne er vigtige i festugen, og det behov dækker Pustervig fint, hvilket vi er glade for, men folk skal også gerne opleve noget nyt hvert år, så vi både får de faste holdepunkter og det frie fald. Man kan måske sige, at festugen som et bryllup skal have noget nyt, noget gammelt, noget lånt og noget blåt,« som hun siger.

Det gamle og det blå er der i hvert fald, og nu koger bluesteltet igen.

»Back to that same old place – sweet home Chicago.«

På scenen viser Rune Herholdt bandets plakat frem med to små drenge med solbriller og hat, der ser ret seje ud på deres trehjulede cykler.

Det sjove ved plakaten er, at en af drengene på billedet faktisk er dagens trommeslagerafløser, Frederik Rasted, der siden er blevet færdig med gymnasiet og i øvrigt er søn til bandets trompetist Peter Rasted – og en absolut glimrende trommeslager.

På den led er bandets generationsskifte måske allerede sikret, så Booze Brothers også kan stå i det telt om yderligere 24 år. Og holde festugetraditionen i hævd.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: