Aktier: Novo og Mærsk i fokus i afventede marked

Nyheden om chefskiftet i Novo Nordisk kan fortsat tiltrække sig opmærksomhed i fredagens handel, der tegner til en forsigtig omend positiv åbning, hvor det helt store fokus dog ikke er selskabsspecifikt – men derimod er rettet mod den amerikanske jobrapport, der bliver offentliggjort fredag eftermiddag klokken 14.30.

– Det helt store i dag er arbejdsmarkedsrapporten. Vi vil se begrænsede udsving frem til klokken 14.30, og det afspejler markederne i Asien også her til morgen, siger Otto Friedrichsen, der er aktiestrateg i Formuepleje.

Inden da kan investorerne læne sig op af, at amerikanske Morgan Stanley sænker sin anbefaling af aktien i Novo Nordisk, efter at medicinalkæmpen torsdag oplyste, at topchef Lars Rebien Sørensen stopper på posten ved årets udgang, hvor han afløses af Lars Fruergaard Jørgensen.

Anbefalingen sænkes til “ligevægt” fra tidligere “overvægt”, og samtidig skruer Morgan Stanley også sit kursmål ned med godt 18 pct. til 350 kr. fra 430 kr., fremgår det af data fra Bloomberg.

– Chefskiftet var noget, markedet havde spekuleret i i lang tid. Nu kan vi mere eller mindre sige, at det er “back to business”, siger Otto Friedrichsen.

Novo Nordisk-aktien faldt torsdag med 1,7 pct. til 307,50 kr. – og var med til at trække C20 Cap-indekset ned med 0,2 pct. til 1035,30. Torsdag sluttede S&P 500-indekset stort set uændret efter at have ligget lige over en halv pct. lavere ved dansk børslukketid. Og fredag morgen ligger de amerikanske aktiefutures og svinger omkring nulpunktet efter små stigninger torsdag.

Set i lyset af den amerikanske jobrapport, kan det også være værd at holde øje med finanssektoren. Efter en uges tid med medvind til europæiske bankaktier, vil rapporten kunne få indvirkning på udviklingen.

– Forventningerne om en højere rente fra Federal Reserve har styrket sektoren. Og alt efter hvad tallene viser, kan det komme til at spille ind på også de danske bankaktier, siger aktiestrategen.

Danske Bank og Nordea faldt henholdsvis med 1,4 pct. til 193,10 kr. og 0,2 pct. til 65,15 kr., mens Jyske Bank steg med 0,5 pct. til 322 kr. torsdag.

PUTIN VIL SNAKKE MED OPEC

Fredag morgen har den russiske præsident Putin været ude med meldinger om, at han er interesseret i at snakke med Organisationen af Olieeksporterende Lande, Opec, om en fastfrysning af olieproduktionen. Og det kan få indvirkning på A.P. Møller-Mærsk.

– Olieprisen er faldet tilbage – og nu ser Putin gerne, at der sker en kontrol af produktionen af olie. Opec-landene mødes senere i september til uformelle møder i forbindelse med det internationale energiforum, og Putins besked i dag kan tiltrække fokus på aktierne i Mærsk, siger Otto Friedrichsen.

B-aktien i Mærsk steg torsdag med 1,5 pct. til 10.120 kr.

Mødet i det internationale energiforum finder sted i Algier 26. til 28. september. I april i år brød forhandlinger om at fastfryse olieproduktionen sammen i forbindelse med et olietopmøde i Qatars hovedstad, Doha.

Selv om dagen er præget af udviklingen i USA, så kan bryggerikoncernen Carlsberg, der steg med 0,3 pct. til 627,50 kr. torsdag, komme i fokus, da den forventede sponsoraftale med DBU og fodboldlandsholdet, der bliver offentliggjort fredag, vurderes til at ligge i størrelsesordenen 20-25 mio. kr. for fire år, skriver Jyllands-Posten.

/ritzau/FINANS

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: