AGF’s hårde mand: Jeg kan godt lide, at det bliver fysisk

Martin Spelmann foretrækker den bløde lædersofa i hjørnet frem for caféstolene i AGF’s klubhus.

Man kan ikke fortænke midtbanespilleren i at have brug for at hvile benene i 10 minutter. Ikke kun på grund af det netop overståede træningspas. Spelmann har ikke kedet sig det seneste års tid. Han har fået to børn sammen med sin svenske kæreste Jessica. Den 12. august 2015 kom sønnen Noah til verden, og den 14. august i år blev han far til en lille pige, der ikke har fået et navn endnu. To børn på et år og to dage.

»Jeg tror ikke, at det er rekord, men det er nok tæt på,« smiler han.

I samme periode er han flyttet til Tyrkiet og hjem til Danmark sammen med familien og sine to hunde.

Logistisk er der ro på nu, fortæller han. Han har skrevet under på en treårig kontrakt med AGF og købt en lejlighed på havnen i Aarhus.

Han føler sig vel modtaget i AGF. Han kan godt lide omgangstonen. Der bliver både stillet krav, og alle i organisationen, høj som lav, tager gas på hinanden. En trup i harmoni, mener han.

Martin Spelmann

29 år

Midtbanespiller

Klubber:

  • Brøndby IF
  • AC Horsens
  • OB
  • Genclerbirligi (Tyrkiet)
  • AGF – kontrakt indtil 2019

Det er en stor kontrast til opholdet i Tyrkiet. Kontrakten med Ankara-klubben Genclerbirligi lød på tre år, men det gik skævt allerede efter et par måneder.

Klubben skiftede træner flere gange. Den nye mand ville ikke bruge Spelmann, så klubben forsøgte at presse og fryse ham ud sammen med flere andre spillere. Metoderne var nul kampe, lange møder og en degradering til U-truppen.

»Det var en klassiker. Det sker også herhjemme og i andre europæiske lande. I Tyskland ser man også spillere, der pludselig skal træne for sig selv. Men det handler om, hvilken karakter du er. Du har tabt, hvis du bryder sammen og går grædende hjem fra træning. Hvis du tager skeen i den anden hånd og kæmper, kan du klare det. Jeg havde min kontrakt, og den kunne de ikke pille ved,« siger Martin Spelmann.

Optog alt

I tre uger røg han i ungdomstruppen, men der blev ikke brugt andre gangstermetoder. Parret boede i en lækker lejlighed i luksuriøse omgivelser, og lønnen kom. Spelmann tog dog sine forholdsregler.

»Jeg optog alt på bånd. De kan finde på at sige, at det er okay, at man kommer en halv time senere end normalt til træning, men hvis man så kommer til den aftalte tid, står advokaten og giver dig en advarsel. Hvis man ikke har noget på skrift, sms eller på bånd, er man røget i fælden,« siger Martin Spelmann.

Han havde to år tilbage af sin kontrakt, men han savnede spilletid og orkede ikke at fortsætte kampen for at beholde sin løn. Han blev løst fra kontrakten og skrev under med AGF. Inden da havde han forhandlet med flere andre danske klubber, eksempelvis Brøndby.

Han fremstår som en hård negl. Tatoveringerne kryber op og ned ad begge arme. Skægget er langt. Gennembruddet kom i sin tid i Brøndby, som han møder med AGF søndag. Spelmann spiller også hårdt på banen. Var man i tvivl, fik man beviset for to uger siden, da han røg i infight med Esbjerg-spilleren Awer Mabil, der endte med at blive vist ud.

Målmandsudskift, rødt kort og nye skader: AGF’s lazaret lavede comeback mod EfB

»Jeg kan godt lide det fysiske spil. Det er en del af fodbolden. Der har været meget snak om den situation. Jeg er ikke dommer, og jeg henvendte mig ikke til dommeren. Han må tage ansvar for sine handlinger, og så er det ligegyldigt, om jeg fremprovokerer det. Det er også en del af spillet. Fodbold er også mentalt. Det kunne han ikke modstå,« siger Martin Spelmann.

Han er en type, der nogle gange siger en masse meget grimme ting til sine direkte modstandere. Det handler om at forsøge at få dem mentalt ud af balance. Det er dog ikke hver uge, at han ryger i totterne på modstanderne.

»Vi vil alle vinde, men vindermentaliteten viser sig forskelligt. Nogle lukker sig inde, andre råber og skriger, nogle går over stregen. Nogle gør det hele,« siger Martin Spelmann.

Før søndagens brag mod Brøndby: AGF-træner gør op med fairplay-hensyn

En ting kan han love. Den får fuld skrue, når han går på banen. Også søndag eftermiddag imod Brøndby.

»Der er meget på spil. Der er en klub bagved. Der er holdkammerater, fans og økonomi, så den skal have hele armen,« siger Spelmann.

Mere i vente

Han har tilført energi både på træningsbanen og i kampe, men spillemæssigt er der mere at komme efter, mener træner Glen Riddersholm.

»Han har gjort det rigtig godt, men der er mere i vente, og det ved både Martin og jeg. Når man ikke har spillet kampe i et halvt år, er der et efterslæb. Han lukker rum ned defensivt, men han skal også spille en større rolle offensivt, men det skal nok komme,« siger Riddersholm.

Martin Spelmann er enig.

»Jeg er langtfra tilfreds. Jeg skal score mål og være med i flere afgørende sekvenser.«

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: