Ægte pionerånd klods op ad Berlinmuren: Urban have trækker folk til – men står den på giftig jord?

Prinzessinnengarten

Adresse:
Hjørnet af Prinzen-strasse 35-38 og Prinzessinnenstrasse 15 ved U-bahn U8 Moritzplatz, Kreuzberg, 10969 Berlin.
Hjemmeside

Åbningstider:
Haven er åben hver dag fra kl. 10.00-18.00  – undtagen på dage med dårligt vejr – fra marts/april til oktober/november.
Gratis adgang.

Rundvisning:
Kan bestilles ved henvendelse i forvejen.

Salg og information:
Mandag-lørdag kl. 11.00-18.00.
Køkkenet har åbent dagligt fra ca. kl. 12.30.

Historien om Prinzessinnengarten i Kreuzberg i den sydlige del af Berlin er noget ganske særligt. Dette er et af byens fattige områder, og udgangspunktet var en gammel skrammelplads mellem udbombede huse, som efter krigen og delingen af Berlin lå i den vestlige zone – klos op ad Berlinmuren i en slags ingenmandsland. Her lå området ubrugt og upåagtet, indtil en gruppe idealister, Nomadisch Grün (De Grønne Nomader), under ledelse af Robert Shaw fik den idé, at stedet kunne anvendes til dyrkning af grøntsager og forvandles til et grønt åndehul midt på stenbroen mellem de høje bygninger. Projektet tog sin begyndelse i 2009, da man lejede jorden af byen Berlin, foreløbig for en 10-årig periode.

Fra skrammelplads til frodig oase

Skrammel og ragelse blev fjernet, og der blev ryddet grundigt op. Men da man ikke ved, hvad jorden indeholder af evt. forurening, bliver alt dyrket i krukker, beholdere, kasser, kurve – ja, i hvad som helst, der kan rumme jord og planter. Regnvand opsamles i store plastbeholdere og genanvendes i et sindrigt vandingsanlæg. Og alt, der i øvrigt bruges i haven, er i realiteten genbrug.

Prinzessinnengarten dyrkes af en lang række frivillige, inkl. naboer fra lokalområdet, og i årenes løb er gruppen gået fra at være en flok uvidende amatører til dygtige gartnere. Der er også nogle enkelte fastansatte medarbejdere, som lønnes af overskuddet fra havens café og restaurant samt af salget af planter og tilbehør.

Restauranten serverer vegetarisk mad fra haven – meget lækkert, kan jeg godt love! Der er som regel kun en enkelt eller nogle få retter på menukortet. Hertil kan man drikke friskpresset saft – eller et glas øl/vin – under træernes flimrende skygge. Foto: Nina Ewald
Der er flere små butikker rundt omkring i området. Her kan man købe bl.a. krydderurter og andre småplanter. Lige rundt om hjørnet ligger cafeen og restauranten. Foto: Nina Ewald

En flytbar nomadehave

Det er udelukkende spiselige afgrøder, der dyrkes, men også de fleste af blomsterne kan spises. De er samtidig næringskilde for områdets mange bifamilier, som bor i både traditionelle og usædvanlige stader. Prinzessinnengarten er opdelt i flere afdelinger med eksempelvis forskellige gartnerværksteder bagerst i haven, et stort dyrkningsområde, en scene til underholdning og undervisning, en café og restaurant med siddepladser under træernes skygge, en lille planteskole samt en butik med afgrøder fra haven, frø, bøger osv.

Der er masser af bistader rundt omkring i haven – i behørig afstand fra de besøgende. Bierne sørger for bestøvning, hvilket øger havens udbytte betragteligt. Her er det et anderledes stade, som er hejst højt op i et træ. Foto: Nina Ewald

Prinzessinnengarten er et spændende og anderledes sted, der udstråler ægte pionerånd, og som ikke kan sammenlignes med en etableret have. Her er alt mobilt og let flytbart, hvilket også tager højde for, at lejekontrakten måske ikke bliver fornyet, når den om få år udløber. Sker det, må man finde et andet sted, og så er det forholdsvis let at pakke Prinzessinnengarten ned og på ægte nomadevis flytte haven videre til et nyt sted i byen.

Prinzessinnengarten ligger ved en befærdet rundkørsel i bydelen Kreuzberg. En grøn oase klemt inde mellem høje huse. Man kan køre lige til indgangen med U-Bahn, U8 Moritzplatz. Foto: Nina Ewald
You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: